Nyhed

Nye navne til Spot

Aura er blandt tilføjelserne til årets singer/songwriter-program

Der er netop blevet tilføjet en række nye navne til årets Spot-program, og fælles for dem er, at de alle skal optræde på den særlige Songwriter-scene. De nye navne er Aura, Jacob Eriksen (eks-Shirtsville), Elisabeth samt norske Rocket To The Sky.

Songwriter-scenen beskrives i en pressemeddelelse som "lidt af en oase", og i år vil man kunne finde denne oase i Musikhusets Lille Sal, hvor de optrædende skal spille foran et siddende publikum. Det fremhæves desuden, at det der især markant skiller Songwriter-scenen ud fra de øvrige, er dens to bærende dogmeregler: at der maksimalt er tre folk på scenen, og at der ikke er noget trommesæt.

Sidstnævnte regel blev der sidste år ganske vist givet dispensation for, da den svenske duo Wildbirds & Peacedrums lukkede scenen. Her var der nemlig intet andet end et trommesæt til at understøtte sangene, og således mente arrangørerne, at det gav duoen god mening at placere duoen på en scene, der "dyrker det nøgne udtryk".


Følgende navne vil i år kunne opleves på Songwriter-scenen:

Hannah Schneider
Aura
Disa (IS)
Jacob Eriksen
Rocket to the Sky (NO)
Taxi Taxi! (SE)
Butzback
Wendy McNeill (SE/CA)
N*Grandjean
Jarle Bernhoft (NO)
Elisabeth

ANNONCE