Nyhed

Lamb er tilbage

Den engelske duo er blevet gendannet og skal på festivalturné til sommer

Opløsningen af den engelske duo Lamb blev først offentliggjort officielt i efteråret 2007, selvom gruppen faktisk spillede deres sidste koncert på spillestedet Paradiso i Amsterdam i september 2004. Den koncert blev filmet og skulle have været udsendt på en dvd, men den har aldrig set dagens lys, så gruppens sidste udgivelse er fortsat "Lamb Remixed" fra 2005.

Siden da har både Andy Barlow og Louise Rhodes fokuseret på soloprojekter, men et besøg på MySpace-siden LambOfficial afslører nu, at duoen er blevet gendannet og indtil videre skal spille tre koncerter denne sommer.

I et blog-indlæg skriver de ganske kort, at de skal på en festivalturné, men kommer ikke med nogen begrundelse for gendannelsen. Der er heller ingen information om, hvorvidt duoen har tænkt sig at begynde at indspille igen. Som nævnt er der indtil videre kun tre koncerter på programmet, men da de strækker sig over perioden 12. juli til 23. august, må man formode, at en hel del vil komme til hen over sommeren.


Af samme grund er der heller ikke nogen meldinger om, hvorvidt duoen har planer om at komme forbi Danmark.

ANNONCE