x

Editors til Skanderborg

Editors til Skanderborg

Danmarks Smukkeste Festival har netop offentliggjort engelske Editors som et af årets hovednavne til festivalen, der finder sted 5.-9. august i Dyrehaven i Skanderborg.

Birmingham-gruppen har markeret sig stærkt med deres to album, "The Back Room" og "An End Has A Start" fra henholdsvis 2005 og 2007. Musikken er dansabel og iørefaldende, men samtidig let dyster guitarrock med forsanger Tom Smiths dybe vokal i forgrunden. Gruppen er ofte blevet sammenlignet med især Joy Division og Echo & The Bunnymen, men siger selv, at det snarere var The Strokes, de lyttede til i starten. Gruppen er kendt for hitsingler som "Bullets" og "Munich" (fra debutalbummet) og "Smokers Outside The Hospital Doors" og "An End Has A Start" fra deres andet album. De to album har sammenlagt solgt over to millioner eksemplarer på verdensplan.

Editors består af Tom Smith (vokal, guitar), Chris Urbanowicz (guitar), Russell Leetch (bas) og Ed Lay (trommer). Gruppen arbejder for tiden på deres kommende, tredje album, der efter planen indspilles i løbet af foråret 2009 og formodes udsendt til efteråret.

Editors har et ry som et fremragende liveband. Da gruppen sidst besøgte Danmark, på Train i Århus i marts 2008, uddelte GAFFA fem stjerner og skrev blandt andet:

"Stemmen stod centralt i lydbilledet straks fra åbningssangen ”Camera”, mens guitarhåndkantsslagene for alvor begyndte at falde i andet nummer, ”An End Has A Start”, der fik publikum til nærmest at gå amok i begejstring. Sangen tilhører den kategori af Editors-sange, der også rummer ”Blood”, ”Bullets”, ”Munich” og ”Bones” og nærmest kan sammenlignes med en af Vestas’ løbske vindmøller: Det går over stok og sten, og den er nærmest umulig at undslippe, hvis man er inden for dens aktionsradius. Men i modsætning til vindmøllen er det en sand fryd at blive ramt af Editors’ krysantemumbomber af dansabel guitarrock."

På Danmarks Smukkeste Festival kan man blandt andet også opleve følgende navne:

Kylie Minogue, The Streets, Fatboy Slim, Beth Hart, The BossHoss, Daniel Lemma, Yoav, Anne Linnet, Aqua, Aura, BliGlad, Camille Jones, Carpark North, Celina Ree, Choir Of Young Believers, Cut 'n' Move, D-A-D, Didium & The Black Bonnie Picture, Gnags, Hej Matematik!, Ibrahim Electric, Ida Corr, Jokeren, Jooks, Kim Larsen, Lars H.U.G., Lis Sørensen, Nephew, Peter Sommer, Souvenirs, Spleen United, Surfact, Suspekt, Sys Bjerre, The Blue Van, The Dreams, The Fashion, Thomas Helmig, Tina Dickow, Trolle/Siebenhaar, Turboweekend, Veto med flere


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA