x

2 Many Dj's til Roskilde

2 Many Dj's til Roskilde

Brødrene Stephen og David Dewaele er kendte fra gruppen Soulwax, men den lange række turnédatoer, der netop er blevet lagt ud på deres MySpace-side, vil blive spillet af dj-duoen 2 Many Dj's. På websiden fremgår det, at brødrene tager turen til Roskilde til sommer, og på den måde bliver koncerten en slags erstatning for den koncert, de to belgiere aflyste i København i marts.

Den belgiske gruppe debuterede i 1996 med "Leave The Story Untold" og fik en smule international opmærksomhed med opfølgeren "Much Against Everyone's Advice" (der blandt andet indeholder singlen "Too Many Dj's"). Men det var først, da Dewaele-brødrene tog hul på dj- og remix-karrieren under navnet 2 Many Dj's og efterfølgende udsendte det noget mere elektroniske album "Any Minute Now", at folk virkelig fik øjnene op for den interessante gruppe.

Efterfølgende har Soulwax spillet i Danmark i 2006 i Den Grå Hal og på Roskilde Festival samme år, og denne sommer vender de altså tilbage - men altså som 2 Many Dj's. Duoens koncert er dog endnu ikke blevet officielt bekræftet af Roskilde Festival.

[Rettelse] Vi skrev tidligere, at det var Soulwax, der kom til Roskilde - det er hermed rettet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA