Nyhed

Mika på vej med ep og album

"Songs For Sorrow" ude den 25. maj i begrænset oplag

Den 25. maj vender den engelsk-libanesiske popsensation Mika tilbage med den akustiske ep "Songs For Sorrow" der skal fylde ventetiden ud, til den regulære opfølger til "Life In Cartoon Motion" udkommer til efteråret.

GAFFA var inviteret til en eksklusiv lyttesession i Oslo forleden, hvor Mika spillede numre fra ep'en og det kommende album, der stadig er titelløst. Blandt sangtitlerne var "Good Gone Girl", "Rain", "I See You", "Touches You", og "Dr. John". Ved lyttesessionen fortalte Mika, at hvor debuten handlede om barndommen, kommer det kommende album, meget logisk, til at handle om puberteten.

Ep'en der udsendes 25. maj kommer til at indeholde de fire akustiske sange "Blue Eyes", "Lady Jane", "Lonely Alcoholic" og "Toy Boy". Den fysiske version af "Songs For Sorrow" er kun trykt i 10.000 eksemplarer og sælges kun via mikasounds.com og i Paul Smith- tøjbutikker. Ud over en cd består udgivelsen af en bog med illustrationer af blandt andet Peter Blake, Paul Smith, Es Devlin, Jim Woodring, Sophie Blackall, Jim Medway, Tao Nyeu, Richard Hogg, Huck Scarry, Walter Van Beirendonck og Mikas søster Yasmine Penniman, der under navnet DaWack ligeledes stod for den kulørte indpakning til "Life In Cartoon Motion", som har solgt over 5 millioner eksemplarer.


mikasounds.com kan man allerede nu høre to sange fra ep'en.

ANNONCE