x

Mabel udsender opsamling

Mabel udsender opsamling

Popfænomenet Mabel blev opløst i starten af 80'erne efter en stribe succesfulde udgivelser og Grand Prix-hittet "Boom Boom", hvorefter frontmand Mike Tramp dannede White Lion, der opnåede stor succes i USA. Mabels musik har indtil nu kun været tilgængelig på vinyl, men det laves der om på med udgivelsen "Det Sidste Boom".

Ideen med at udgive "Det Sidste Boom" opstod sidste forår, da Mabel spillede en genforeningskoncert i Stenløse Bio til fordel for de danske musikskoler. Billetterne til Mabels koncert i Stenløse Bio blev revet væk, og bandet blev ifølge en pressemeddelelse flere gange opfordret til at genudgive en række af sine største hits på cd – og det bliver nu en realitet. Mabels musik har ellers ligget hengemt på støvede vinylplader indtil nu, fordi musikken aldrig er blevet digitaliseret. Det er derfor først med udgivelsen af "Det Sidste Boom", at Mabels største hits kan downloades eller købes på cd.

Mabel opnåede i 70'erne en succes, der ikke tidligere var set herhjemme, og der blev solgt tusindvis af plader ikke bare herhjemme, men også i resten af Europa. Nu kan man med den nye udgivelse genopleve bandets storhedstid med nitten af gruppens bedste nummer på en dobbelt-cd, der også indeholder et remix af "Boom Boom" lavet af René Dif.

"Det Sidste Boom" udsendes 2. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA