x

Soulsavers på vej med nyt album

Soulsavers på vej med nyt album

Den engelske producerduo Soulsavers alias Rich Machin og Ian Glover er ved at være på vej med deres tredje album, opfølgeren til 2007-udgivelsen "It's Not How Far You Fall, It's The Way You Land", skriver nme.com. Albummet får titlen "Broken" og er på gaden 17. august.

Vanen tro bliver albummet gæstet af en række markante vokalister. Ligesom på det forrige album vil Mark Lanegan og hans karakteristiske gravrøst medvirke på en stribe sange, ligesom Lanegan også har co-skrevet en del af numrene. Også Mike Patton fra det gendannede Faith No More, Jason Pierce fra Spiritualized, Gibby Haynes fra Butthole Surfers og Will Oldham alias Bonnie "Prince" Billy medvirker på albummet, som altså bliver noget af en stjerneparade inden for den mere alternative del af rocken.

Jason Pierce synger duet med Mark Lanegan på sangen "Pharaoh's Chariot", og Richard Hawley medvirker på kor på nummeret "Shadows Fall". Mike Patton medvirker på "Unbalanced Pieces" og Gibby Haynes på "Death Bells". Will Oldham synger på "Sunrise", som også bliver albummets singleforløber.

Musikalsk blander Soulsavers gospel, soul, rock, country og slæbende hiphop-beats, og duoens forrige album blev belønnet med fem stjerner af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen. Den efterfølgende koncert på Roskilde Festival 2007 fik fire stjerner af GAFFAs Finn P. Madsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA