Nyhed

Hør Månedens Demo live på fredag

The Wraptors kan opleves i Lades Kælder i København 10. juli

Juli måneds demo, Class Predictors, er desværre forhindret i at spille på fredag, den 10. juli i Lades Kælder. Til gengæld spiller The Wraptors, der også får meget ros i denne måneds GAFFA. Det er en svensk trio, der følger tæt op på ting som Led Zeppelin og Black Sabbath, i en tight udgave, der virkelig udnytter trio-formatet.

"Der er ikke tænkt i nutid overhovedet, men der er alligevel noget forfriskende over det. De alt for mange tricks, de Zeppelin-tunge riff,
mange stykker og pludselige skift i takt, tempo og dynamik", står der i denne måneds GAFFA, hvor man kan læse imellem linjerne, at det her er et band, der burde være en live-oplevelse.

Som opvarmning spiller københavnske Moonless, der nærmest er en undergrundens supergruppe. Med folk fra Gorilla Angreb, No Hope for The Kids, Leathervein, Hjertestop og ikke mindst The Village Idiot er der store forventninger til dette stoner-band. Det er en anelse mere nutidigt end Wraptors, men rødderne ligger lige så meget hos Sabbath som i Kyuss eller så meget andet tungt, groovy og sexet. Det er et band, jeg tror vi kommer til at se rigtig meget mere til.

Det bliver en aften med lavthængende guitarer, lange numre og psykedelisk sommer i luften.

Wraptors på MySpace

ANNONCE