x

Valravn undervejs med toer

Valravn undervejs med toer

Som vi skrev for nylig, er den dansk/færøske folk/rock/elektronika-gruppe Valravn lige om hjørnet med deres andet album. Dengang skrev vi, at albummet ville udkomme allerede i august, men det er blevet udskudt en anelse og er nu på gaden 7. september.

Albummet er opfølgeren til Valravns selvbetitlede debut fra 2007, men hvor sangene dengang primært var bearbejdninger af nordiske folkeviser, er sangene nu overvejende skrevet af gruppen selv. Valravns debutalbum blev i øvrigt nomineret til tre Danish Music Awards – Folk.
 
Titlen er inspireret af superstrengs-teorien om altings sammenhæng i den universelle orden.

Valravn har – trods deres danske tekster - de sidste par år turneret intensivt i både Danmark og udlandet – og har foråret og sommeren spillet på festivaler og klubber i blandt andet Tyskland, Norge, Holland, Færøerne, Frankrig og Schweiz og herhjemme på Spot Festival. 
 
“Koder På Snor” udkommer i Danmark på pladeselskabet VME den 7. september – og udsendes samtidig i Tyskland, Schweiz, Belgien, Holland og Storbritannien via Valravns europæiske label Westpark. Albummet blev i juli udgivet på Færøerne, hvor gruppen samtidig var blandt hovednavnene på G-Festival.
 
Valravn spiller en del koncerter i efteråret – og er blandt de optrædende ved den internationale branche-festival Womex i København i oktober.

Valravn fejrer udgivelsen med en koncert på Loppen i København 9. september. Desuden kan de opleves til Klub Golem på Kulturmaskinen i Odense 7. august.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA