Nyhed

Michael Jacksons mor får forældremyndigheden over børnene

Katherine Jackson skal tage sig af Prince, Paris og Blanket

Michael Jacksons mor Katherine har nu fået forældremyndigheden over Jacksons efterladte børn, skriver The Guardian. Det har dommeren Mitchell Beckloff i Los Angeles fastslået.

Dommen afspejler ønsket i Jacksons testamente. Debbie Rowe, som er mor til Jacksons to ældste børn, Prince og Paris på henholdsvis 12 og 11 år, får ret til at se børnene. Både Katherine Jackson og Debbie Rowe vil modtage børnepenge fra Jacksons formue.

Jacksons yngste barn, syvårige Prince Michael II, også kendt som Blanket, er født af en rugemor, hvis identitet aldrig er blevet offentliggjort.

Endnu er det endnu ikke fastslået, hvad der fik Michael Jacksons hjerte til at holde op med at slå om eftermiddagen den 25. juni, lokal tid. Jacksons livlæge, Dr. Conrad Murray, har dog været i søgelyset for at give Jackson for meget sovemedicin. Lægen var sammen med Jackson, da denne kollapsede i sit hjem i Los Angeles.

ANNONCE