Dansk eksportfremstød på Reeperbahn

Dansk eksportfremstød på Reeperbahn

Music Export Denmark (MXD) arrangerer en dansk aften til årets Reeperbahn Festival under beskrivelsen "Spot On Denmark", som har til formål at promovere dansk musik i udlandet. Arrangementet finder sted lørdag aften den 26. september på spillestedet Knust.

When Saints Go Machine, Oh No Ono, Turboweekend og The Asteroids Galaxy Tour skal repræsentere den danske scene - og de tre førstnævnte kommer med nye albums i bagagen fra 2009, mens The Asteroids Galaxy Tour udsender sit debutalbum "Fruits" i USA til oktober.

Overordnet kan Reeperbahn Festival præsentere et line-up med Dinosaur Jr., Editors, Deichkind, King Khan And The Shrines, Au Revoir Simone, Dan Deacon og Fleet Foxes-trommeslageren J. Tillmann. Der er imidlertid også booket andre danske kunstnere direkte af Hamborg-festivalen som Maria Timm, CallMeKat, Snake And Jet's Amazing Bullit Band samt WhoMadeWho.

Tidligere har MXD arrangeret danske Spots som endagsarrangementer på spillesteder i blandt andet Bruxelles, Paris, Cannes og Berlin - for eksempel associeret med branchefestivaler som Midem og Popkomm. Men netop Popkomm, hvor den danske aften gennem de seneste år har opbygget et ry blandt de mest vellykkede showcases, blev aflyst her i 2009 på grund af finanskrisen.

Derfor har MXD indgået et samarbejde med Reeperbahn Festival i Hamborg, hvor de fire danske bands skal spille. Ud over arrangørerne bag Reeperbahn Festival, så har MXD engageret flere af sine faste tyske samarbejdspartnere i fremstødet, herunder Uncle Sallys, Piranha Magazine og Queen About Music.

Reeperbahn Festival finder sted den 24.-26. september, og GAFFA er naturligvis på pletten for at dække festivalen med reportager og anmeldelser af såvel danske som internationale kunstnere.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA