x

Southern Gothic Tales på efterårsturné

Southern Gothic Tales på efterårsturné

Efter at det alternative country/folk-orkester Southern Gothic Tales - tilbage i 2006 kåret som "Månedens Demo" i GAFFA - udgav deres anmelderroste debutalbum "In Every Seaport Town" i september 2008 har sangeren og sangskriveren Anders Riis været på en længere tur gennem USA. Både for at spille en række koncerter og for at skrive numre til gruppens kommende plade. Fra denne tur berettede Anders Riis i en tourdagbog GAFFAs læsere om de frivillige og ufrivillige morsomheder, som touren bød på.

Nu er Riis imidlertid tilbage i Danmark. I efterårsmånederne tager Southern Gothic Tales på en lille tour rundt i landet for at teste noget af deres nye materiale, inden de i starten af næste år går i studiet for at indspille en opfølger til debutpladen. Flere af koncerterne er som support for Slaraffenland.

GAFFAs anmelder Finn P. Madsen gav i sin tid "In Every Seaport Town" fire stjerner og blandt andet følgende ord med på vejen:

"In Every Seaport Town er dog meget mere end halmballer og muldjord. Med sans for detaljerne har medproducer Jens Runge (Kasper Winding, Hanne Boel) formået at give sangene en gang ferm popfinish som på "Slip Me A Pill" med Lise Westzynthius og "My Girl So Painless And Free", hvor Camilla Munck gæster."

Southern Gothic Tales kan opleves følgende steder:

28/8: Smalle Festival, Herning (akustisk show)
10/9: Klaverfabrikken, Hillerød ( Slaraffenland-support)
24/9: Fermaten, Herning  (Slaraffenland-support)
25/9: Musikcafeen, Århus  (Slaraffenland-support)
22/10: Loppen. København (Crackers-support)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA