Nyhed

Politiet ser på The Rolling Stones-guitarists død

Den 40 år gamle sag om guitaristen Brian Jones’ død er nu ved at blive genåbnet med hjælp fra en ihærdig journalist

Da man i 1969 fandt den 27-årige guitarist Brian Jones druknet i sin svømmepøl, blev det afgjort, at rockstjernens dødsfald var en ulykke, der var afledt af guitaristens stoffer og druk. Men familie og venner har i mange år insisteret på, at Brian Jones' død ikke var en drukneulykke, men et mord. Nu overvejer politiet i Sussex efter fyrre år at genåbne sagen, efter at en journalist har overgivet nye beviser til dem.

Guitaristen Brian Jones var i starten, ud over at være en af grundlæggerne af The Rolling Stones, en af de store drivkræfter og skulle angiveligt være ophavsmanden til bandets navn inspireret af et Muddy Waters-cover. Men den ekstravagante guitarists stofmisbrug og druk blev til sidst for meget for resten af bandet, og Jones forlod The Rolling Stones kun en måned før sin død.

Der har i flere omgange været sat spørgsmålstegn ved omstændighederne for guitaristens dødsfald, og flere bogudgivelser i halvfemserne peger stadig i retning af, at alt endnu ikke er kommet frem om Brian Jones' død i 1969. Bygherren Frank Thorogood mistænkes blandt andet i bogen "Who Killed Christopher Robin?" for at skulle have myrdet The Rolling Stones-guitaristen og skulle endda ifølge bogen endda have tilstået mordet på sit eget dødsleje i 1993.


Ifølge den engelske avis The Mail, er det en journalist ved navn Scott Jones (som ikke er i familie med den afdøde), der har overdraget omkring 600 dokumenter til myndighederne om rockmusikerens død. Politiet i Sussex vil dog endnu ikke udtale sig om en eventuel officiel genåbning af sagen, hvilket de forskellige bøger om guitaristens død ikke ledte til.

Brian Jones blev i første omgang skiftet ud af Mick Taylor på guitaren og bidrog ifølge avisen The Independent med sit stofmisbrug og sin mystiske død til The Rolling Stones' omdømme som en af "verdens farligste rock 'n' roll-bands".

ANNONCE