x

John Lydon gendanner Public Image Ltd.

John Lydon gendanner Public Image Ltd.

John Lydon kom først i mediernes søgelys, da han under navnet Johnny Rotten gjorde sig som sanger i bandet Sex Pistols midt i 70'erne. Men efter gruppens opløsning fortsatte sangeren karrieren under sit borgerlige navn i bandet Public Image Litd., hvis andet album i år kan fejre 30 års jubilæum. Det fejres nu med en gendannelse af bandet, der skal give en stribe engelske koncerter.

Public Image Ltd. debuterede i 1978 med et album, der havde titlen "First Issue". Ud over Lydon bestod bandet dengang af Keith Levene, Jah Wobble og Jim Walker, men ingen af disse tre er inviteret med til gendannelsen. I stedet får Lydon følgeskab af Lu Edmonds og Bruce Smith, der begge tidligere har spillet med PiL samt Scott Firth, der tidligere har spillet bas for Spice Girls.

Sammen skal de hylde albummet "Metal Box" fra 1979, der altså i år kan fejre 30 års jubilæum. Albummet skiller sig ud fra ikke bare bandets øvrige udgivelser, men såmænd også de fleste andres udgivelser ved at være udkommet i en metalæske ikke ulig dem, man opbevarer filmruller i og ved at være særdeles avantgardistisk.

Alligevel gik albummet top tyve i hjemlandet, og efterfølgende er det blevet kaldet et mesterværk og en af firsernes bedste udgivelser af både Pitchfork og Rolling Stone Magazine. Lydon og resten af PiL har indtil videre planlagt fem engelske koncerter i december måned, men herefter er det usikkert, hvad planen er for Public Image Ltd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA