Nyhed

Nekrolog: Mary Travers er død, 72 år

Det kvindelige islæt i den succesfulde vokaltrio Peter, Paul & Mary tabte kampen mod leukæmi

Det er et stykke amerikansk musikhistorie, der afsluttes med Mary Travers' bortgang. For hun var den kvindelige del af den stilskabende folkemusiktrio Peter, Paul & Mary, som kom på banen stort set samtidig med Bob Dylan og i øvrigt havde samme manager i den berømte - og berygtede - Albert B. Grossman (1926-86). Trioen, der ud over Travers bestod af Peter Yarrow og Noel Paul Stookey, fulgte egentlig i kølvandet på The Kingston Trio, men ramte med deres renskurede udtryk lige ind i hjertet på progressive hvide amerikanere, og de blev særdeles populære i forbindelse med det boom for folkemusik, som dels manifesteredes på universiteter rund om i USA, til festivaler som Newport og ikke mindst i forbindelse med borgerretsbevægelsen.

Peter, Paul & Mary hittede fra begyndelsen i 1962, hvor deres debutalbum røg direkte op på 1. pladsen på branchebladet Billboard's Top 100-liste, og de formåede at holde en stil, der både var kommerciel honning for radiostationerne og samtidig var legitim i folkemusik- og bluegrasskredse. De var især kendt for deres udgaver af klassikere som If I Had A Hammer (oprindeligt et hit med The Weavers) og Bob Dylans Blowing In The Wind. Trioen formåede at ride videre på deres bølge af succes, også efter at boomet for folkemusik var døet ud, og de opløstes i første omgang i 1971 efter at have udsendt 12 album, hvoraf fem kom i Top-ti, ligesom de modtog seks guldplader og tre platinplader i USA alene. De skulle siden finde sammen igen langt senere og udsendte et livealbum i starten af 1990'erne.

Mary Travers ville selv udsende fire soloskiver, men hverken for hende og de to partnere var der reelt noget at komme efter som soloartister. Peter, Paul & Mary var både rollemodeller og forbilleder for en række trioer, som siden ville komme frem. Man må antage at The Mamas & The Papas skelede slemt til dem, ligesom de sågar i Danmark havde en klar efterligning i Cy, Maia & Robert, som de fleste nok har glemt i dag, men som blandt andre talte Cy Nicklin, som senere skulle danne den fremragende gruppe Culpepper's Orchard med bl.a. Tom McEwan, og franskmanden Robert LeLievre, der stod bag et andet fremragende band fra den psykedeliske periode, Pan.


 

 

ANNONCE