Nyhed

Boyzone-sanger død

Stephen Gately blev kun 33 år

Stephen Gately, sanger i det irske boyband Boyzone, er død, kun 33 år gammel, oplyser BBC. Gately blev fundet død på et hotelværelse i Mallorca, hvor han holdt ferie sammen med sin mangeårige partner Andrew Cowles.

The News of the Worlds showbusiness-redaktør Dan Wootton fortæller til BBC News, at Gately var gået ud for at hente drinks og herpå var gået tilbage til sit hotelværelse for at sove, men han vågnede aldrig. Dødsårsagen er endnu ikke blevet afklaret.

Boyzone blev dannet i 1993 ved en audition i et forsøg på at sammensætte et irsk svar til Take That, og de to leadvokalister var Stephen Gately og Ronan Keating. Op gennem 90'erne opnåede Boyzone enorm succes, og de har til dato solgt over 20 millioner plader, især i Storbritannien, Irland, Australien og New Zealand. Boyzone opnåede også seks nummer 1-singler og fire nummer 1-album i Storbritannien.


Ved indgangen til det nye årtusinde gik Boyzone fra hinanden, og sanger Ronan Keating indledte en succesfuld solokarriere, mens Gately udgav et enkelt soloalbum, der gik top 10 i England, og fik siden succes som musicalsanger, blandt andet i Andrew Llyod Webbers "Joseph And The Amazing Technicolour Dreamboat". De andre medlemmer kastede sig over teater, tv-serier og producerarbejde.

I 2007 blev Boyzone gendannet, igen med stor inspiration fra Take Thats comebacksucces, og i 2008 drog de på en succesfuld turné i Storbritannien. Siden arbejdede de på et nyt album, som ventes udgivet i begyndelsen af 2010.

ANNONCE