Nyhed

Sizzla gæster igen København

Den kontroversielle reggae- og dancehall-stjerne gæster Pumpehuset i denne måned

Den ustoppelige jamaikanske musiker Sizzla har sit navn på mere end 40 dancehall- og reggae-udgivelser og har før imponeret på dansk jord med sine energiske shows. Nu er den kontroversielle musiker tilbage i landet, når han sætter ild i Pumpehuset i denne måned.

Sizzla Kalonji er som sine musikalske kolleger Elephant Man, Beenie Man og Buju Banton blevet anklaget for at have fremsat homofobiske holdninger offentligt, og spillestedet The Rock i København udgav forinden den seneste koncert en pressemeddelelse, hvor arrangørerne understregede, at de naturligvis stoppede koncerten, hvis der optakt til noget som helst i den dur.

Det skete ikke, og koncerten med Sizzla gik i stedet hen og blev en 3 timer lang tour de force, som GAFFAs anmelder roste til skyerne og belønnede med hele seks stjerner. Anmelderen skrev blandt andet om koncertoplevelsen med den energiske reggae-musiker:


"Sizzla er ikke verdens mest flittige turné-musiker, og meningerne om hans indsats, når han endelig HAR spillet, har været svingende - men tirsdagens koncert ER fuldstændig nøgternt betragtet i den absolutte topklasse - som da han fik det eksplosivt tændte publikum til at synge med på det meste af teksten til "Just One Of Those Days", og ikke én armhule eller underbuks var tør."

Når Sizzla denne gang besøger København, har han også en et rost udgivelse med sig i form af det nye album fra i år, "Ghetto Youth-Ology", der blandt andet hylder den nye amerikanske præsident Barack Obama og modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder. Publikum kan dermed se frem til endnu en omgang jamaicansk festhumør, når Pumpehuset åbner dørene for reggae-festen den 19. oktober.

Billetter til koncerten med Sizzla kan findes på GAFFA Live.


ANNONCE