Nyhed

Rihanna arbejder på nyt album

De fleste indicier peger i retningen af en ny udgivelse med blandt andre Justin Timberlake i næste måned

Rygterne har svirret om et nyt album med den amerikanske superstjerne Rihanna, der med det seneste album "Good Girl Gone Bad" og ikke mindst superhittet "Umbrella" slog sit navn fast. Nu skriver sangerinden på sin hjemmeside og Twitter-side, at "The Wait Is Ova, Nov. 23.09".

Hvad den korte besked betyder, vides ikke med sikkerhed, men det er nærliggende at tro, at Rihannas fjerde album udkommer den 23. november. Det falder godt i spænd med forlydender om, at superstjernen netop har været i Berlin og har skudt coverbilleder med den tyske fotograf Ellen von Unwerth.

Derudover har sangeren og produceren Justin Timberlake selv meldt ud, at Rihanna og han har været i studiet og har opdateret deres lyd. Justin Timberlake udtalte ifølge musiksiden Theboombox.com under Emmy Awards:


"Jeg mener, at hun har verden i sin hule hånd lige nu, hvis man kigger på den seneste succes med hendes seneste album. De ting, som vi har lavet i studiet, er hendes næste skridt. Det er en smule mere voksent og har mere kant."

For at opnå mere kant på sin fjerde udgivelse har Rihanna ifølge Theboombox.com udover Timberlake inviteret den engelske dance-duo Chase & Status som producere. Derudover skulle der være bidrag fra blandt andre de kendte r&b-sangere og rappere Drake, Ne-Yo, Akon og Tyson Ritter, der er en del af gruppen All-American Rejects.

Om albumtitlen netop er "The Wait Is Ova" vides endnu ikke, men udgivelsesdatoen den 23. november nævnes flere steder i forbindelse med popstjernens næste album, så de mange håbefulde fans kan begynde at se frem til næste måned.


ANNONCE