Nyhed

The Flaming Lips har genindspillet Dark Side Of The Moon

Bandet har blandt andet samarbejdet med Henry Rollins og Peaches på den kommende udgivelse

I sidste uge spillede The Flaming Lips en intimkoncert i Los Angeles, og ved samme lejlighed deltog de i en Q&A-session, hvor de besvarede spørgsmål fra fans. Her kom det ifølge LA Times frem, at bandet har tænkt sig at udsende et album, hvor de spiller hele Pink Floyds "Dark Side Of The Moon" sang for sang.

Bandet har netop udsendt albummet "Embryonic", og til november sætter de gang i en europæisk turné, der bringer dem forbi Herning 7. november. Men det betyder ikke, at gruppen ikke har planer om nye udgivelser, og nu ser det ud til, at deres næste album bliver én lang coverversion.

Ifølge LA Times har The Flaming Lips allerede genindspillet hele det klassiske Pink Floyd-album, og de har fået hjælp af både Henry Rollins, Peaches samt bandet Stardeath And The White Dwarfs, hvor Wayne Coynes nevø Dennis Coyne er medlem.


Der er endnu ikke offentliggjort en udgivelsesdato, men det forventes, at den vil blive udgivet i den nærmeste fremtid som en eksklusiv iTunes-udgivelse.

ANNONCE