x

Hold Steady-frontmand skriver manuskript

Hold Steady-frontmand skriver manuskript

Når det kommer til at beskrive amerikansk popkultur og ikke mindst rockmusik, er der ikke mange, der gør det bedre end forfatteren Chuck Klosterman. Som skribent for Spin, Esquire, The New York Times og mange andre aviser og blade har Klosterman dykket ned i fænomener som coverbands, "When Harry Met Sally", Kellogg's Cornflakes, Dixie Chicks og døde rockstjerner, og en del af disse historier er blevet samlet i Klostermans bøger, hvor den først nu skal filmatiseres.

Men sjovt nok er det ikke forfatteren selv, der skal konvertere sin debutroman "Fargo Rock City: A Heavy Metal Odyssey In Rural North Dakota" til et filmmanuskript. Ifølge The Hollywood Reporter har Craig Finn fra The Hold Steady nemlig sammen med Tom Ruprecht fra "Late Show With David Letterman" købt rettighederne til bogen.

Selvom Finn er manden bag linjen "The 80s almost killed me let's not recall them quite so fondly", har han altså alligevel tænkt sig at dykke ned i Klostermans memoir om at vokse op i 80'ernes North Dakota med masser af metal på anlægget. Det er samtidig svært at forestille sig nogen, der kunne være bedre egnet til at respektere og bygge videre på Klostermans referencetunge materiale og bygge videre på det.

Til The Hollywood Reporter siger Finn om projektet:

"Sytten eller atten er den perfekte alder for karakterer i en film af denne type, fordi det er i den alder, man har kørekort og vis grad af uafhængighed, men du er stadig ung nok til at træffe virkelig forfærdelig beslutninger. Og du er stadig ung nok til at have et to timer langt skænderi om, hvorvidt Mötley Crüe kunne besejre Guns N' Roses i en slåskamp".

De to rettighedshavere arbejder lige nu på første udkast til et manuskript, hvorefter de vil forsøge at finde investorer til projektet. Ifølge websiden skal filmen desuden produceres af Finn og Ruprecht i samarbejde med Chuck Klosterman.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA