Nyhed

Rammstein går nummer et

Det tyske orkester brager direkte ind på førstepladsen på den danske albumhitliste

Billetterne til den kommende koncert med Rammstein i Forum blev revet væk, og derfor kan det vel næppe undre, at gruppens nye plade "Liebe Ist Für Alle Da" i denne uge ryger direkte ind på en førsteplads på denne uges albumhitliste. Bandet er dermed denne uges højest placerede nyhed, men der er endnu en ny udgivelse i top ti i denne uge.

Den kommer fra danske The Storm, der ryger ind på plads nummer syv med deres andet album "Black Luck". Opfølgeren til "Where The Storm Meets The Ground" har generelt fået flotte anmeldelser, og nu hvor albummet er udkommet, er det samtidig ugens højest placerede danske nyhed på hitlisten.

Der er yderligere to nyheder i top tyve, hvilket betyder man på 11. pladsen kan finde opsamlingsalbummet "2900 Happiness - Hits And More", og på en 15. plads kan man finde det seneste album fra Bob Dylan, der er et julealbum med titlen "Christmas In The Heart".


Ugens sidste to nyheder ligger i sidste halvdel af listen, hvor man finder Shakira på plads nummer 31 med albummet "She Wolf", og ugens sidste nyhed kommer fra Editors, der debuterer på listen på en 37. plads med albummet "In This Light And On This Evening".

Se hele listen hos Hitlisten.nu.

ANNONCE