Nyhed

Carpark North og Nikolaj Nørlund remixer Sjostakovitj

Elektrorockerne og singer-songwriteren har lavet hver deres remix af "Cellokoncert no. 2"

Musiksiden BandBase.dk og DR P2 har siden december 2008 hver måned præsenteret et nyt remix, hvor en dansk kunstner eller band er blevet sat til at remixe et på forhånd udvalgt klassisk værk, og hvor alle interesserede, professionelle som amatører, selv har kunnet lave deres eget remix af samme værk. Alt sammen under navnet Mix To Verdener og med udgangspunkt i hjemmesiden mixtoverdener.dk

Nu nærmer projektet sig sin afslutning, og de sidste remixere indtil videre er Carpark North og Nikolaj Nørlund, der har lavet hver deres remix af den russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj' (1906-1975) "Cellokoncert no. 2" fra 1966. Om deres remix udtaler Carpark North:

”Det er blevet et meget atypisk Carpark North-nummer, meget pumpet og 100 % elektronisk. Sjostakovitj har givet nummeret mørke, og det har bragt os i en retning, som vi gerne vil arbejde mere med, nemlig stemningsmusik frem for hits. Problemet er bare, at vi altid ender med at skrive hits”, fortæller trioen i en video fra deres studie.


Indtil videre har 62.000 besøgende været været forbi hjemmesiden, hvor der er skabt 950 nye værker, som blander klassisk og rytmisk musik. Tidligere remixere af den klassiske musik har blandt andet været Magtens Korridorer, Nordstrøm, Oh Land og Troels Abrahamsen, som blandt andet tog sit Stravinskij-remix "When You're Ready, Let Go" med på sit første solo-album, "WHT" fra maj i år. Projektet har også skabt en flittig debat, som kan læses på dr.dk/mixtoverdener, hvor man også kan læse interviews med alle de deltagende kunstnere, mens der på mixtoverdener.dk er videointerviews med udvalgte af de deltagende kunstnere, blandt andre Carpark North.

Mix To Verdener gør i øvrigt opmærksom på, at november er sidste måned, hvor man gratis kan downloade de skabte remixes fra mixtoverdener.dk

 


ANNONCE