x

Download nye og sjældne sange

Download nye og sjældne sange

Ideen med at sælge mp3'er over nettet er ingen ny idé, men efter den store succes med betalings-downloads via især Apples iTunes er store navne som Courtney Love (billedet), The Vines, Justin Timberlake og Coldplay nu også begyndt at benytte sig af den alternative distributionsform.

Således er det nu muligt at købe Courtney Loves nye single "Mono" fra hendes solodebutudspil "American Sweetheart", der først udsendes den 9. februar. I øjeblikket er det ikke muligt at købe sangen herhjemme fra, men der tilbydes dog en lovlig streaming af sangen via http://www.courtneylove.com.

Inden længe kan man også købe og downloade førstesinglen "FTW (Fuck The World)" fra australske The Vines kommende andet album "Winning Days", der først er i handlen fra den 8. marts. På http://www.thevines.com er der også mulighed for at høre en smagsprøve på "FTW", der tidligere har fungeret som afslutningssangen til bandets koncerter.

Justin Timberlake sælger også sin nye single "I'm Lovin' It", der ellers kun er tilgængelig på en bonus-cd i dvd-udgivelsen "Live From London". Sangen fungerer også som temamelodi til de nye McDonald's-reklamefilm. "I'm Lovin' It" og kan købes på http://www.int.justintimberlake.com.

Coldplay har nu også gjort deres coverversion af Pretenders-klassikeren "2000 Miles" tilgængelig som en download-single via http://www.coldplay.com. Pengene der tjenes på salget af mp3'en går til velgørenhedsorganisationer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA