x

Biografisk film om Serge Gainsbourg får premiere

Biografisk film om Serge Gainsbourg får premiere

I begyndelsen af det nye år får en ny biografisk film om Serge Gainsbourg premiere i Frankrig, og baseret på en netop udsendt trailer ser filmen særledes interessant ud. På rollelisten finder man blandt andet modellerne Lucy Gordon og Laetitia Casta samt Eric Elmosnino i titelrollen.

Filmen skildrer hele den franske musikers liv fra opvæksten i Paris i 30'erne til hans død i 1991 inklusive de tre ægteskaber og talrige affærer, drukture, optrædender som musiker og generelle excentriske opførsel. Gainsbourg kom blandt andet undervejs i karambolage med Brigitte Bardot (spillet af Laetitia Casta), France Gall (Sara Forestier) og ikke mindst Jane Birkin (Lucy Gordon), der er mor til datteren Charlotte Gainsbourg.

Alt dette er med i filmen, hvor hovedrollen indehaves af den franske skuespiller Eric Elmosnino, der ligner den afdøde crooner til forveksling. Så kombinationen af historien om et særdeles spændende og usvævende liv og skuespillere, der ser ud til at være meget velvalgte, gør, at det vist er ganske rimeligt at have visse forventninger til "Gainsbourg, Vie Héroïque" ("Gainsbourg, Et Heroisk Liv").

En tragisk sidehistorie er dog, at Lucy Gordon efter at have færdiggjort indspilningerne til filmen begik selvmord, kun to dage før hun fyldte 29.

Se traileren til "Gainsbourg, Vie Héroïque" på filmens officielle webside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA