Nyhed

Hymns From Nineveh udgiver jule-ep

"Uncomplicated Christmassongs" fra neo-folk-bandet fejrer den tilstundende højtid

Den danske, akustisk funderede neo-folk-gruppe Hymns From Nineveh omkring sangeren, guitaristen og sangskriveren Jonas Petersen - med en fortid som sanger i hedengangne Attrap - har givet en stribe velanmeldte koncerter, primært som enmandsband.

Hymns From Ninevehs debutalbum har været længe ventet, og hans pladeselskab Good Tape Records oplyser nu, at vi kan vente det i august 2010.

Allerede på mandag den 30. november får vi dog et udspil fra Hymns From Nineveh i form af den digitale ep "Uncomplicated Christmassongs". Idéen til ep'en opstod i sommer, da Jonas Petersen blev spurgt, om han ville skrive en sang til filmen "Julefrokosten", der for tiden hitter stort i biograferne (men ikke hos anmelderne). Allerede næste dag havde han "Uncomplicated Christmassong" klar.


Juletemaet ligger dog ikke Jonas Petersen fjernt, da han er erklæret kristen. Hans pladeselskab påpeger dog, at hans musik hverken er missionerende eller prædikende, men at hans tro tilfører den "en intensitet og et kærligt nærvær, som gør den relevant og universel. Troende eller ej." 

Noget kunne tyde på, at anmelderne er enige. I hvert fald blev det til fem stjerner på GAFFA.dk for Hymns From Ninevehs koncert på Spot Festival 2008, hvor anmelder Mikkel Elbech blandt andet skrev følgende:

"Det forbliver en stille koncert hele vejen igennem, men der er ikke på noget tidspunkt et ønske om, at den skal eksplodere og hæve støjniveauet. Tværtimod rammes der plet, og man tilbydes som publikum indblik ind i en verden, hvor følelserne bedst udtrykkes gennem afdæmpede hymner snarere end storladent råberi. Stor respekt herfra for at turde være så beskeden, som det er tilfældet. Denne gang var det på bedste vis alt rigeligt."


På "Uncomplicated Christmassongs" får Jonas Petersen vokal hjælp af Rebekkamaria (As In Rebekkamaria, Lampshade), og for produktionen står Aske Bode (Bodebrixen) og SLUU (kendt for Attrap-remix).

De nye sange kan allerede nu høres på Hymns From Ninevehs MySpace-profil

Hymns From Nineveh drager i øvrigt på turné med band i vinteren og foråret 2010. Allerede søndag den 29. november kan de dog opleves på Huset i Magstræde i København.


 

 

ANNONCE