Nyhed

Selvmord er på toppen

Den nye danske rapgruppe med det bemærkelsesværdige navn ligger i denne uge øverst på den danske albumhitliste

Den nye danske rapgruppe Selvmord bestående af medlemmer af Suspekt samt L.O.C. har fået særdeles meget omtale de seneste måneder ikke mindst på grund af deres navn. Men dannelsen har vist sig at være alt andet end kommercielt selvmord, og nu kan gruppen prale med at være gået direkte ind på en førsteplads med deres debutalbum.

Dermed går gruppen ind i julemåneden som den højest placerede nyhed på den danske albumhitliste, hvor de ligger foran både Dalton og Thomas Helmig. De danske rockkoryfæer får følgeskab i top fem af Steffen Brandt, der går ind som en nyhed på 4. pladsen med sine Bob Dylan-fortolkninger "Baby Blue - Bob Dylan Gendigtet".

Der er blevet plads til yderligere to nyheder i top ti i denne uge, og den højest placerede udenlandske nyhed kommer i denne uge fra John Mayer, der rammer 7. pladsen med sit album "Battle Studies". Det betyder, han ligger tre pladser foran Norah Jones, der er sidste nyhed i top ti på en tiendeplads med sit seneste album "The Fall".


Men det er langt fra de eneste nyhed på listen i denne uge. Der er yderligere tre nyheder i top tyve, der alle er opsamlingsalbum fra henholdsvis Queen (13. plads), D-A-D (14. plads) og Sebastian (16. plads), og herefter kommer yderligere fire nyheder i den nederste halvdel af hitlisten.

Af disse fire er den højestplacerede nyhed at finde på 21. pladsen, hvor Anne Linnet holder til med sin udgivelse "Boksen". Tre pladser under hende ligger Søs Fenger med sit album "Stjernenat", der går ind tre pladser over Them Crooked Vultures, der samtidig går ind tre pladser over ugens sidste nyhed på en 30. plads, hvor man finder udgivelsen "The Antonelli Orchestra Loves Christmas".

Se hele ugens hitliste på Hitlisten.nu.


ANNONCE