x

Wooden Shjips og Schlachtofbronx til Roskilde

Wooden Shjips og Schlachtofbronx til Roskilde

Arrangørerne bag Roskilde Festival havde lovet, at de ville offentliggøre to psykedeliske navne i dag onsdag 16. december, og resultatet af det løfte blev tilføjelsen af Wooden Shjips og Schlachtofbronx til næste års program.

Førstnævnte band gæstede Danmark tidligere på året, hvor de spillede både i København og Århus, og til sommer vender de psykedeliske amerikanere så tilbage for endnu engang at byde på materiale fra deres seneste udgivelse, ep'en "Dos" fra tidligere i år. Pitchfork kaldte dem dengang et kryds mellem Stooges og Suicide, og der er dermed lagt op til en oplevelse for folk, der sætter pris på repetitiv støjrock.

Wooden Shjips får følgeskab af tyske Schlachtofbronx, der i følge Roskilde Festival "kaster alle slags beats og tonefarver sammen i et spraglet mash-up af ghetto-tech, electro og tyske slagere". Bandet debuterede tidligere i år med et album, der bærer gruppens navn.

Dermed er der allerede ni navne klar til næste års festival, og billetter til Roskilde 2010 kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA