Nyhed

Aura lægger Tyskland for sine fødder

Den danske sangerinde har lagt sig i spidsen på den tyske Top 100 singles-chart, og overhaler dermed navne som The Black Eyed Peas og Lady Gaga

Singlen "I Will Love You Monday (365)" blev for små to måneder siden overrakt til vore tyske naboer, og siden da er det bare gået støt fremad for Aura Dione. Som vi tidligere har skrevet blev sangen sat i heftig rotation på flere af de største tyske radiostationer, den gik nummer et på den tyske iTunes-chart, og nu er det så lykkedes at komme ind som nummer et på Top 100 Singles-charten, og det gør "I Will Love You..." til den bedst sælgende sang overhovedet i Tyskland lige nu. Dermed har Aura altså udkonkureret The Black Eyed Peas, der lå nummer et i sidste uge.

Anmelderne herhjemme var også i høj grad begejstrede, da Auras debutalbum "Columbine" udkom sidste år, og således måtte GAFFAs anmelder, Leonora Christina Skov, have alle seks stjerner op af lommen. Hun skrev blandt andet:

"Fra de luxe pop til fint fortællende singer-songwriting til Woman with an attitude lig superstjerner som Kate Nash og Lily Allen. [...] Columbine er i den grad en velvalgt titel til et album så helstøbt og langtidsholdbart som dette. Aura danser af sted med sin stemme, sit personlige, men aldrig private tekstunivers og sin helt åbenlyse stil. International klasse fra en 22-årig dansker. What a treat!"


Aura fokuserer i høj grad på Tyskland i øjeblikket, med en omfattende radioturné, optrædener i tv og flere showcases og koncerter. På længere sigt er planen at sende singlen ud til et større publikum, nemlig Spanien og Portugal.

ANNONCE