Nyhed

Rage Against The Machine tog førstepladsen

"Killing In The Name" røg ind på den engelske singlehitliste for X Factor-vinderen Joe McElderry

Tidligere på måneden igangsatte englænderen Jon Morter sammen med sin kone en kampagne, der skulle få folk til at købe Rage Against The Machines protestsang "Killing In The Name", så den ville komme til at ligge øverst på den engelske singlehitliste i stedet for singlen "The Climb" med X Factor-vinderen Joe McElderry, der var favorit til toppe hitlisten. Det lykkedes, og RATM topper nu hitlisten i England.

I følge NME var der blevet solgt omkring 50.000 flere kopier af "Killing In The Name" end "The Climb", der derfor må nøjes med andenpladsen henover julen. Dermed var kampagnen, der blandt andet blev støttet af Tom Morello fra RATM og Paul McCartney, en succes, og til NME siger Morter, at han næsten ikke kan tro det, og at han er blevet kimet ned, siden det blev officielt, at McEldery var blevet slået.

Morter kalder det en sejr for sociale netværk, men understreger samtidig, at dette ikke var noget, de gjorde, fordi de hader X Factor:


"X Factor-fans elsker musik lige så meget, som vi gør, så jeg har absolut intet imod dem. Vi er bare trætte af, at de tager førstepladsen hvert år, og vi ville tage juleetteren tilbage. [...] Til X Factor-fans og Joe vil jeg sige, at der ikke er noget sørgeligt ved at være nummer to til jul. Der er tusindvis af bands her i landet, der ville skære deres højre arm af for at få andenpladsen til jul. Den ryger sikkert nummer et i næste uge alligevel".

Jon Morter fortæller desuden, at X Factor-dommeren Simon Cowell ringede til ham lørdag aften for at ønske ham held og lykke i kampen om førstepladsen.

"Killing In The Name" blev oprindelig udsendt som single i november 1992, hvor den nåede 25. pladsen på den engelske hitliste. Men søndag 20. december 2009 nåede den altså førstepladsen på grund af en kampagne på Facebook.


 

ANNONCE