Nyhed

Tyrants And Kings inviterer til live-optagelse

Det danske band varsler en opfølger til den roste debut og optager samtidig deres kommende gratiskoncert i København til en dvd-udgivelse

Transformationen fra stenet rock i The Royal Highness til semiakustisk roots-rock i Tyrants And Kings synes at være et rigtigt godt valg for Dennis Kasten og Mads Valther, der sidste år udgav deres selvbetitlede album med stor ros til følge. Nu er anden del af albumtrilogien ifølge en pressemeddelelse undervejs, og countrygruppen påbegynder i mellemtiden også live-optagelserne til en dvd-udgivelse.

Tyrants And Kings udgav deres selvbetitlede album sidste år, der er tænkt som den første af tre albums, der hænger sammen. Albummet blev modtaget godt af GAFFA, hvor anmelderen Finn P. Madsen skrev i sin firestjernede anmeldelse:

"Dennis Kastens sandpapirsvokal står i fin kontrast til de livagtige arrangementer, der svinger som bare dén på 'Kill Me If You Can, Drink It All Away' og 'I Wish It Was The Blues'. Landevejen er støvet, natten sort som kul, og djævelen spøger på den dystre 'Off In The Night', der fungerer som Tyrants & Kings' svendestykke på en stilsikker debut, der må redde dem det halve kongerige."


Den nydannede gruppe har også selvtilliden i orden hvad angår deres live-optrædener, hvilket kvartetten har tænkt sig at dokumentere med deres gratiskoncert på Lygten Station i Københavns Nordvest-kvarter, hvor de vil optage koncerten og senere udgive den på dvd. Koncerten løber af stablen den 16. januar, hvor publikum kan bidrage til at skabe en magisk aften med Tyrants And Kings i næste uge.

ANNONCE