Nyhed

Blink-182 går i studiet

Bandet vender i denne måned tilbage til studiet for at indspille et nyt album

Da Blink-182 i februar 2009 annoncerede, at de havde fundet sammen igen, kom det desuden frem, at de havde brugt tid sammen i studiet for at skrive nyt materiale. Bandet nåede dog ikke at færdiggøre deres sjette album, inden de skulle på turné, men nu vender de tilbage til studiet.

Oplysningen om at bandet vender tilbage til studiet er kommet ud via en teaser for den kommende "Blinkumentary", der er ved at blive filmet. Det er en dokumentarfilm, der følger bandet på deres gendannelsesturné og som samtidig skal dokumentere arbejdet på bandets første album siden 2003.

I klippet udtaler Tom DeLonge, at medlemmerne udviklede sig mest som musikere under indspilningerne til "Blink-182" og i deres efterfølgende projekter, så selvom han ikke ved, hvad han skal forvente sig af deres næste album, er han meget spændt på at se, hvad resultatet bliver.


Han forventer, at det bliver gruppens mest ambitiøse udgivelse til dato, men kommer ikke nærmere ind på, hvornår han forventer, at man vil kunne høre det færdige resultat.

Bandet har desuden meldt ud, at de planlægger at tage turen til Europa til sommer, men der er endnu ikke blevet offentliggjort datoer for, hvilke festivaler og byer bandet skal besøge.

 


ANNONCE