Nyhed

MIDEM: Flot dansk præsentation

Discover Denmark blev afviklet med stor bevågenhed fra musikbranchen. Raveonettes spillede med minimeret besætning.

Søndag aften genlød Cannes i Sydfrankrig af nærmest lutter danske toner. I kraft af midler fra bl.a. Kunststyrelsen, Kulturministeriet og Dansk Eksportråd kunne Danmark påtage sig værtsrollen ved åbningen af MIDEM, den væsentligste musikmesse i Europa.

Discover Denmark havde til lejligheden omdannet nederste etage på Hotel Martinez til en rockklub med fri bar og to scener, Acajou 1 med plads til ca. 500 og Galuchat med plads til ca. 1000 publikummer.

Genbrug af sangerinder
Kira And The Kindred Spirits lagde tændt ud på Acajou1 med et medrivende og intenst sæt, som fangede publikum. Swan Lee stillede op med Pernille Rosendahl i lyserødt og et sæt præget af nyt materiale. Filur havde medbragt Nellie Ettison og fik også Førnævnte Pernille R. på You & I. Artificial Funk sluttede scenen af med festlig house – også med Nellie E. på vokal.


Buddy Holly m. korpige
Den største scene havde i rækkefølge Mew, NU, Tim Christensen, The Raveonettes og Kashmir. Det var tydeligt, at mange kendte Mew i forvejen, og mange var mødt frem. Stine Jacobsen gjorde en brav indsats i front for NU, som alligevel kom til at stå lidt som en parantes. Tim Christensens sæt lød svinegodt, og havde et klart buzz hos publikum. Han fik en rigtig pæn applaus – taget i betragting, at de fleste skulle klappe med et champagneglas i den ene hånd.
The Raveonettes stillede op som ren duet med kun Sune Wagner og Sharin Foo på scenen. Dristigt, men vellykket og et godt break på en aften, som ellers kunne kritiseres for en anelse ensidighed i genrevalget. De to lagde en imponerende cool attitude for dagen og blev af en af de tilstedeværende branchefolk tørt beskrevet som "Buddy Holly m. korpige". Well, musikbladet NME valgte jo at sætte Sharin solo på forsiden, så hvem er kor for hvem?

Absolut natbar
Kashmir lagde i ovnen til en afslutning og leverede varen med et velspillet og vellydende sæt. Ifølge bandets manager Sara Sølvsteen er en koncert som denne af stor værdi:
– Det er en mulighed for at spille for blandt anddre amerikanske og engelske publishers. Zitilites udkommer i Frankrig til marts, så de franske medier er også vigtige, fortæller hun til GAFFA.dk.
Kashmir udkom i Japan for et par dage siden, og bandet følger efter med koncerter dér i februar.
Hotel Martinez er i musikbranchen kendt for at beværte den absolutte natbar på MIDEM, så den danske fest fortsatte selvsagt til langt ud på natten. Nu dog med hotellets standardpriser. Med f.eks. øl til €9 hører de også til i den absolutte ende...

ANNONCE