Nyhed

Slash sætter datoen

Det meget omtalte solo-album fra guitaristen Slash udkommer til april

Da Velvet Revolver-guitaristen Slash i lørdags (den 16. januar) gæstede forstærkerfabrikanten Marshalls bod på National Association Of Music Merchants-messen (NAMM), satte han endelig en dato på sit solo-album, og kunne også løfte sløret for et par nye detaljer omkring udgivelsen. Eksempelvis er rygtet om, at ikonet Iggy Pop har lånt vokal til pladen, nu bekræftet, og der er sat navn på tre andre, nemlig Meat Loaf, Alice Cooper og Andrew Stockdale fra Wolfmother (alle bekræftede vokaler kan ses nedenfor).

Som vi tidligere har skrevet, bliver de andre instrumenter betjent af en strøm af kendte musikere, blandt andre de tidligere Guns n' Roses-kollega Duff McKagan, Steven Adler og Izzy Stradlin, samt Foo Figthers'/Them Crooked Vultures' Dave Grohl, Red Hot Chili Peppers' Flea, eks-Led Zeppelin-medlem Jason Bonham, Teddy Andreadis og Chris Chaney fra Jane's Addiction.

Med hensyn til udgivelsesdatoen, bliver det mandag den 5. april her i Danmark, og albummet udkommer både digitalt, som cd og på vinyl. Med hensyn til turnéplaner, så er der helt bestemt planer, og datoerne skulle følge meget tæt efter udgivelsen, ifølge en Twitter-post, som Slash lagde ud allerede i november. Der er endnu ikke skrevet noget om, hvor og præcis hvornår turnéen skyder i gang, men vi følger naturligvis op det, så snart der er nyt at skrive.


De bekræftede vokaler på pladen er:

Iggy Pop, Alice Cooper, Andrew Stockdale (Wolfmother), Fergie (Black Eyed Peas), Nicole Scherzinger (Pussycat Dolls), Chris Cornell, Meat Loaf, Adam Levine (Maroon 5) og Ozzy Osbourne.

ANNONCE