x

Tunng gæster Lille Vega

Tunng gæster Lille Vega

Den engelske folktronica-sekstet udgiver den 1. marts opfølgeren til albummet "Good Arrows", der udkom i 2007, og pladen kommer til at hedde "...And Then We Saw Land". Bandet har fortalt, at de på pladen vil gøre ekstra meget ud af at producere musik, som vil gøre sig godt live. I forbindelse med den nye udgivelse tager bandet på turné, og man får mulighed for at opleve bandet i Danmark, når de spiller i Lille Vega den 25. april.

Tunng er kendte for deres eventyrlystne musik samt for til tider at anvende alternative instrumenter i deres musik, eksempelvis strandskaller. Deres navn kom for alvor på plakaten, da de lavede et covernummer af Bloc Partys "The Pioneers", et nummer, der blev spillet i tredje sæson af den populære amerikanske tv-serie "The O.C". Derudover har deres eget nummer "Jenny Again" fra vinyludgivelsen "Comments Of The Inner Chorus" figureret som underlægningsmusik til en tv-reklame for NSPCC.

Sidste gang Tunng besøgte Danmark i 2008 tog GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt til Voxhall i Århus for at opleve bandet, som denne aften indkasserede fire stjerner. Om koncerten skrev anmelderen:

"Slagtøjsspilleren havde allieret sig med et arsenal af ting, der kunne rasle og larme: Tamburin, xylofon, koklokke, maracas, bækken samt noget, der fra min position mest lignede legetøj, og som var spændt ud over en lille snor. Alt sammen betjent med stor virtuositet fra både hænder og en fodpedal. Den egentlige stortrommelyd, når den fra tid til anden var der, blev dog leveret fra en computer betjent af Ashley Bates, som også fra tid til anden bidrog med lidt elektroniske skramle- og klikkelyde og samplede radiostemmer. Med denne let alternative lineup kunne Tunng snildt få lige så mange nuancer frem som på deres plader, og med flotte, tvekønnede vokalharmonier i front, et veloplagt orkester og gode sange hele vejen var det en sand fornøjelse at overvære Tunngs koncert".

Koncerten finder som sagt sted i Lille Vega den 25. april, og billetter kan købes via Gaffa Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA