Nyhed

Nephew er på udkig efter norsk band

Når Nephew skal spille på den norske festival by:Larm, ønsker de at dele scene med et norsk band. Derfor er de nu på jagt for at finde det helt rigtige match.

Den norske årlige festival by:Larm, der tager sig af etablerede såvel som upcoming bands, tæller i år danske navne som Nephew, Chimes & Bells og Efterklang og afvikles i Oslo midt i februar.

Nu sender Nephew via festivalens webside en opfordring til alle optrædende norske bands om at tilsende dem lidt information og materiale, hvorefter de vil udvælge et band, som de ønsker at optræde med på scenen i Oslo. Udover den ære, et lille band formodentlig vil lægge i at optræde med et efterhånden veletableret band som Nephew, så får bandet yderligere lov til at varme op til to udsolgte Nephew-koncerter i KB Hallen i marts måned. Dermed får det norske band altså også en chance for at gøre sig bemærket i Danmark. 

Er man et norsk band, og ønsker man at stå på samme scene som Nephew til by:Larm og i KB Hallen, skal man indsende information og materiale til bandet senest den 1. februar på [email protected].


by:Larm-festivalen er todelt, da den både består af en festivaldel og en konferencedel. Festivalen huser en del udenlanske branchefolk, der skal spotte nye bands, og på den måde minder by:Larm meget om den århusianske Spot Festival.

Bands, som ønsker at optræde på by:Larm, skal ansøge om at få en plads på scenen. Herefter skal juryen hvert år håndplukke 40-50 bands blandt de ca. 1.000 ansøgninger, de modtager. Bandsene udvælges efter parametre som aktualitet, liveerfaring og genre.

by:Larm er en nordisk festival, det vil sige, at den udelukkende booker bands fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne og Grønland. Ikke-nordiske navne kommer ikke i betragtning til festivalen.


Ønsker man at gæste den norske festival, som finder sted i Oslo fra den 18. til den 20. februar, kan billetter købes her.

ANNONCE