x

Xzibit indtager Danmark

Xzibit indtager Danmark

I omkring femten år har den grovkornede westcoast-rapper og Pimp My Ride-vært Xzibit givet fans verbale tirader fra scenekanten og fra de mange roste albums, som det er blevet til over årene. Nu kommer den populære rapper tilbage til landet og gæster denne gang spillestedet The Rock i København.

Siden Likwit Crew-rapperen udgav den roste debutplade "At The Speed Of Life" i 1996, har Xzibit været en hiphop-personlighed, man skulle holde øje med. Opmærksomheden blev ikke mindre, da rapperen blev gode venner med Dr. Dre og var med på flere af numrene på dennes nyklassiker "2001". Senere lavede produceren og rapperen det store hittet "X", der nok skal komme på programmet, når Xzibit igen kommer til Danmark.

Det er klubben The Takeover, som har hevet rap-veteranen til landet igen, hvilket han også var sidste år på Posten i Odense med stor ros til følge. Det kunne man også læse i GAFFA-skribenten Nils Bollesens anmeldelse af koncerten, der blev honoreret med hele 5 stjerner og konklusionen:

"Hele salen stod med krydsede arme til signatursangen "X" , og til sidst blev der serveret et energisk og spritnyt track fra den kommende plade, inden Xzibit takkede pænt af. Han spillede alt, hvad man havde turdet håbe og forvente. Særligt den sidste del af koncerten var fuld valuta for pengene, og der var stort set ikke en finger at sætte på lyden eller det knap en time lange show. Hverken kvinder på scenen eller for meget unødig snak - det var med Xzibits egen sangtitel en "Front 2 Back"-koncert."

Hiphop-entusiaster kan se frem til den 8. marts, hvor Xzibit er tilbage på dansk jord på The Rock. Den danske rapper Ataf Khawaja står for opvarmningen og har lovet at tage gæsterne MC Clemens og Street Mass med på scenen.

Billetter kan findes på GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA