Nyhed

Sophie Woods og Maria Viskonti giver fælles koncert

De to danske roots-sangerinder kan opleves sammen i Huset i Magstræde

Sophie Woods (billedet) og Maria Viskonti har begge gjort den skramlede rootsrock til deres varemærke. Maria hev som 17-årig fire GAFFA-stjerner hjem med debuten "Burn The Bridge", mens Sophie Woods blandt andet har turneret i USA og sunget kor for Sys Bjerre. Nu gæster pigerne Huset i Magstræde, og med sig har de endnu mere anmelderrost materiale og et hold af habile musikere til at genskabe pladernes skramlede univers.

Lørdag den 6. februar bydes der velkommen til dobbeltkoncert med de to singer-songwritere, der denne aften vil blive akkompagneret af blandt andet Anders Ramhede, trommeslager i Magtens Korridorer, og Alberte Winding-guitarist Steffen P.

34-årige Sophie Woods nedkom i efteråret med debuten "Between You & Me", hvorfra to singler er i rotation på diverse radiokanaler. Hun har arbejdet med internationale eksperter som Tom Waits-produceren S. Husky Höskulds, og albummet fik af GAFFA tre stjerner og følgende ord med på vejen: "Sophie Woods' univers er en skramlet blanding af pop, rock, blues og country. Og hun kan få musikerne bag sig med på sin tilsyneladende ubesværede færd gennem genrerne. Debuten lover af samme grund godt for fremtiden."

Maria Viskonti er i dag 22, og udgav for halvandet år siden sit andet album, "Time Breaks My Mind". Pladen modtog ligesom forgængeren fire stjerner i GAFFA, og det blev slået fast, at "hun stadig er et lysende talent på den danske roots-scene, og ingen kan nu være i tvivl om, at den musikalske begavelse holder". Viskonti er datter af tidligere Big Fat Snake-guitarist Peter Viskinde, og det er ofte disse gener, der får æren for den unge sangerindes talent. Hun står dog alligevel på egne ben og har sin egen stil og en stemme, der leder tankerne hen på prominente kvinder som Emmylou Harris og Nina Persson.
 
Koncerten finder som nævnt sted i Huset i Magstræde i København lørdag den 6. februar.
Maria Viskonti spiller kl. 21:00 og Sophie Woods kl. 22:00. Dørene åbner kl. 20.
Billetter kan købes via GAFFA Live

ANNONCE