Nyhed

Jónsi vil gerne spille på Roskilde Festival

Forsangeren fra Sigur Rós er på vej med et soloalbum og vil gerne give koncert på Dyrskuepladsen til sommer

Sigur Rós' forsanger, Jón Thor Birgisson, også kendt som Jónsi, udgiver, som vi tidligere har nævnt på GAFFA.dk, 22. marts sit solo-debutalbum "Go". GAFFA har smuglyttet til albummet, som primært indeholder engelsksprogede sange, som er kortere og generelt mere udadvendte end Sigur Rós, med masser af strygere og blæsere, men musikalsk tydeligt beslægtet med den særegne islandske gruppe.

GAFFA har også fået en snak med Jónsi, og her fortæller han, at han følger albummet op med en soloturné, og han tilføjer, måske ikke helt overraskende, at han meget gerne vil spille på årets Roskilde Festival.

Du tager på soloturné. Kan du fortælle lidt om det? Tager I strygere og blæsere med? Og kommer I til Danmark?


- Det bliver en turné med et forholdsvis lille band, nok en fem-seks personer, med guitar, bas, trommer og keyboard, i hvert fald i første omgang. Vi kan altid sætte blæsere og strygere på senere. Vi kommer til at bruge en masse videoprojektioner, og vi vil meget gerne spille i teatre og lignende stemningsfulde omgivelser. Men vi vil også gerne spille på festivaler, og meget gerne Roskilde. Det er en fantastisk festival, med god stemning og masser af fremragende musik. Jeg har jo spillet der flere gange med Sigur Rós.

Om Jónsi så rent faktisk kommer til at spille på Roskilde, melder historien ikke noget om endnu, men det må da bestemt siges at være en realistisk mulighed.

Jónsi fortæller også, at Sigur Rós bestemt ikke er opløst, men holder et års pause, fordi flere af medlemmerne har fået børn. Læs et længere interview med Jónsi i GAFFAs aprilnummer, der er på gaden 31. marts.


ANNONCE