Nyhed

Mark Ronson laver album uden covers

Tredje plade indeholder ikke andres gamle sange. ”The Business” er nye sange, lavet med nogle af dem, der lavede de gamle.

Det er ikke omslaget, der er tale om, når Mark Ronson i den tidlige forsommer udgiver et coverløst album. Nemlig opfølgeren til 2007-succesen "Version," "The Business". I udsagnet ligger derimod, at der er tale et stilskifte for den velrenommerede producer.

For hvor "Version" var oversået med fortolkninger af andre kunstneres sange (for eksempel Kaiser Chiefs' "Oh My God", Britneys Spears' "Toxic"), består det nye værk udelukkende af originalmateriale. Dette kan synes risikabelt for en mand som Ronson, der ikke slog igennem med den første omgang selvskrevne sange, 2004s "Here Comes The Fuzz," men altså først opnåede succes med covernumrene på "Version."

Det bliver spændende at se, om hans talent nu kan stå på egne ben, selvom det da også får flere af hans kolleger at støtte sig op ad. Blandt andet har The Zutons og Kaiser Chiefs, der begge var fortolket på "Version", været med i tilblivningsprocessen. Og Ronson har fundet det fornøjeligt at arbejde rigtigt sammen med kuntnerne: "Det er skrevet sammen med nogle af de folk, der rent faktisk skrev de sange, jeg fortolkede på det sidste album, og som jeg ikke engang kendte på det tidspunkt. Det er ret interessant at skrive sange fra bunden med de folk," siger han til nme.com


Andre medvirkende på det nye album bliver Santigold, Scissor Sisters, Cathy Dennis, Pill og Miike Snow. 

Nogen nærmere oplysninger om dato for drop kan han dog ikke komme med. "Måske maj, juni. Det afhænger af, hvor hurtigt, jeg kan få det færdigt," lyder det fra den 34-årige Allido Records grundlægger.

ANNONCE