Nyhed

Kashmir og The Storm til Bork

Den vestjyske festival har tilføjet to navne til et program, der allerede inkluderer Dizzy Mizz Lizzy

Programmet for Bork Havn Musikfestival er begyndt at tage form, og festivalen har nu ni navne på plakaten til festivalen, der afvikles ved Ringkøbing Fjord i starten af august. De seneste tilføjelser til programmet er Kashmir og The Storm.

Kashmir oplever lige nu stor succes med deres seneste album "Trespassers", der lige nu ligger nummer et på den danske albumhitliste og har indhentet gruppen en guldplade. De er desuden aktuelle med singlen "Still Boy", hvis video lige nu kan ses på GAFFA.tv.

Det er lidt længere siden The Storm udsendte deres andet album "Black Luck", men det forhindrer ikke bandet i at tage på en sommerturné, der nu altså kommer til at inkludere et besøg på Bork Havn Musikfestival.


Her skal de to navne optræde sammen med Dizzy Mizz Lizzy, Nik & Jay, Alphabeat, Selvmord, Anden, Truly og Tom Donovan, og samtlige navne kan opleves i dagene 4.-7. august.

ANNONCE