Nyhed

Danko Jones går under bæltestedet

Sekseren fra de canadiske hardrockere har fået titel og udgivelsesdato

Det sjette studie-album fra Danko Jones kommer på gaden i foråret, og noget kunne tyde på, at trioen vil opretholde sit ry som leverandører af hårde og noget beskidte kompositioner, og denne nye plade skulle ikke være nogen undtagelse. Ifølge pressematerialet skulle drengene være gået tilbage til deres tidligste albums mere kraftfulde lyd og mere rå kant, dog kombineret med den melodiske tilgang fra de seneste par plader intakt.

Gruppen stikker selv hovedet lidt længere frem i denne omgang, ved for første gang nogensinde at kalde dette album for "deres bedste til dato". Den nye, elleve numre lange plade har fået den sigende titel "Below The Belt", og er produceret af landsmanden Matt DeMatteo, der også har siddet bag knapperne på to af deres tidligere udgivelser, "We Sweat Blood" og "Sleep Is The Enemy".

Sidst Danko Jones var på gaden med et studie-udspil, var i 2008, med "Never Too Loud". GAFFAs Erik Barkman var ikke synderligt imponeret, han kvitterede med bare tre stjerner, og efterlyste gnist og gejst:


"Never Too Loud viser en Jones, der med tiden og øvelsen har føjet en fin sangstemme til sit showmanship – hør bare Forest For The Trees, hvor de høje toner kysser himlen. Desværre er netop det nummer også et fint eksempel på, hvorfor Never Too Loud ikke er et af Jones' stærkeste udspil. Nummeret trasker af sted i en sump af bedaget patos, der trækker lovligt mange tråde til halvfemsernes grungede stenerrock. Her må Jones' næsten obligatoriske glimt i øjet lade livet for den gravalvorlige mine, og det er ikke noget godt bytte. Ballader som City Streets og Ravenous tapper albummet for fremadrettet drive, og selv up-tempo-numrene virker matte."

"Below The Belt" udkommer mandag den 10. maj. Der er ikke planer om en decideret europæisk turné på nuværende tidspunkt, men der loves dog en række festivalkoncerter til sommer.

ANNONCE