Nyhed

Mary J. Blige skal spille Nina Simone

Detaljerne er fortsat sparsomme omkring projektet, der forventes at blive udsendt i 2012

Mary J. Blige er lige nu aktuel med sangen "I Can See In Color", der findes på soundtracket til den Oscar-nominerede film "Precious", der har de musikalske kolleger Lenny Kravitz og Mariah Carey på rollelisten. Selvom Blige ikke selv medvirker i filmen, så planlægger hun inden længe at kaste sig selv over en rolle, der formodentlig bliver ganske krævende, nemlig som jazzsangerinden Nina Simone.

Blige har tidligere medvirket i film og serier enten som sig selv eller i små roller, så opgaven med at portrættere Nina Simone, der gennem sit liv kæmpede med depression og alkoholisme, bliver hendes første store opgave som skuespiller.

Om rollen siger Mary J. Blige til Rolling Stone:


"At spille en karakter som Nina Simone er at spille mig selv, fordi Nina Simone var en maniodepressiv, narkoman, alkoholiker, bandende vild galning som jeg var, men meget talentfuld, så folk vil kunne relatere til det".

Der er endnu ikke tilknyttet en instruktør eller andre skuespillere til projektet, der fortsat er under udviklet. Men ifølge IMDb er manuskriptet skrevet af Cynthia Mort, der udover at have skrevet manuskript til en række episoder af tv-serien "Roseanne", skrev manuskriptet til Jodie Foster-filmen "The Brave One" samt HBO-serien "Tell Me You Love Me".

 


ANNONCE