Nyhed

Flogging Molly til Århus

Den irsk/amerikanske gruppe kommer forbi Voxhall til juni til deres eneste koncert i Danmark

Sidst Flogging Molly gæstede Danmark, skrev GAFFAs Anders Lundtang, at koncerten ville have gjort alle fra Sex Pistols til The Dubliners stolte, og til sommer vender bandet så tilbage for endnu engang at servere deres unikke blanding af punk og folkemusik for det danske rockpublikum. Det sker på Voxhall 18. juni.

Bandet har fire studieudgivelser på samvittigheden, men som det fremgår af deres aktuelle album "Live At The Greek Theater", er det på scenen, det virkelig er værd at stifte bekendskab med bandet, irske Dave King dannede i starten af 90'erne. Live-udgivelsen følger op på "Float" fra 2008, der er bandets mest succesfulde udgivelse til dato med en fjerdeplads på den amerikanske albumhitliste som højeste placering.

Flogging Molly vender tilbage til Danmark 18. juni, hvor de kan opleves på Voxhall i Århus. Der foreligger endnu ikke en dato for forsalg. Koncerten bliver i øvrigt Flogging Mollys eneste koncert i Danmark i denne omgang.


ANNONCE