Nyhed

Ny festival i Kongens Have til sommer – første tre navne er offentliggjort

Komos Festival kan allerede nu annoncere navnene Passenger, Folkeklubben og Flogging Molly.

Den 16.-17. juni slår Komos Festival dørerne op for første gang. Komos Festival kommer til at finde sted i Kongens Have i København, og med undertitlen "Folk and Food in the garden" bliver der lagt op til en fusion mellem musik- og madoplevelser i flotte omgivelser. 

Komos Festival vil præsentere i alt 18 artister, fra både ind- og udland, hvoraf de første tre allerede er på plakaten. Festivalen kan præsentere kunstnerne fra to scener i haven. Musikprogrammet har som udgangspunkt, at det skal være mangfoldigt, så musikken appellerer til den bredest mulige målgruppe – hvilket de tre første navne på plakaten da også vidner om. 

 


Komos Festival har annonceret, at de til sommerens festival kan byde velkommen til både Passenger, Folkeklubben og Flogging Molly

Den engelske musiker Mike Rosenberg, med aliaset Passenger, har tidligere i år udgivet albummet "Young as the Morning Old as the Sea" og spillede midt i oktober i en udsolgt Store Vega (billedet). GAFFAs anmelder Rasmus Jensen kvitterede med fire stjerner og skrev blandt andet: "Passenger fik virkelig skabt en varm og glad aften, hvor publikum fik en troubadour, som har taget den lange vej til succes på alverdens gader og stræder og som stadig bærer gademusikantens fane højt. Det gav en ægthed og menneskelighed, som ofte kun opleves på små tilrøgede pubber og beviste, at det simple og banale, med et smil på læben, ofte er nok til at skabe en smuk og livsbekræftende aften." Du kan læse hele anmeldelsen her.

Danske Folkeklubben udsendte tildligere i år deres anmelderroste tredje studiealbum "Slå Flint!". I slutningen af oktober gav Folkeklubben koncert på Posten i Odense, hvor de leverede en stilsikker og god indsats. Således kvitterede GAFFAs anmelder Jens Dræby da også med fire stjerner og skrev: "Heldigvis kunne den betryggende vokal holde hele vejen, så underholdningen var intakt i en sådan grad, at man snildt kunne grine ad Bagedyst, Vild med dans og 2025-planen. Der er ikke mange fingre at sætte på en Folkeklub-koncert (…)." Du kan læse hele anmeldelsen her.


Den irske gruppe Flogging Molly spiller keltisk inspireret folk-rock med afsæt i hjemlandets musiktraditoner. Ifølge GAFFAs anmelder Torben Holleufer, der overværede deres koncert på Tinderbox i sommer, bør bandet stå lige foran deres danske gennembrud. Til den fem-stjernede koncert på Tinderbox sagde han nemlig: "Flogging Molly var voldsomt fede på denne torsdag, og har de ikke fået det store gennembrud i Danmark endnu, kunne denne optræden meget vel være lige præcis det. Så meget var de ude over kanten, og det var tydeligt, at der var en del, der aldrig havde set dem før. Det fede var deres måde at veksle mellem det virilt rockende og det traditionelle." Du kan læse hele anmeldelsen her.

 

Komos Festival: Folk & Food in the Garden finder sted i Kongens Have den 16.-17. juni, og billetsalget er startet. 


Læs mere på komos.dk og på facebook.com/komosfestival

I klippet herunder kan du varme op med Passengers "Everything" fra hans nyeste album:


ANNONCE