Nyhed

Björk og Michel Gondry i 3D

Et mystisk og meget vagt defineret filmprojekt fra de to kolleger har fået en smule mere form efter endnu en kryptisk kommentar fra Gondry

For en lille måned siden fortalte den franske filminstruktør Michel Gondry, at han sammen med Björk havde et eller andet helt nyt i ærmet, og det eneste han ville ud med var sætningen "det er meget udefineret, så det er svært at sige noget mere præcist". Nu er der så lagt en brik mere på plads.

De to farverige karakterer arbejder nemlig på en film, nærmere bestemt en musical af en slags. Det var film/musik-siden The Playlist, der fik en kort beskrivelse ud af Gondry, da han besøgte SXSW-festivalen for at promovere sin nye dokumentar "A Thorn In The Heart":

"Vi har gang i et virkelig ambitiøst projekt, en slags videnskabelig musical. Det er en film, men måske mere rettet mod museer. Som et 40 minutter langt IMAX projekt i 3D."


Tidligere har Gondry og Björk lavet intet mindre end syv musikvideoer sammen. Sidste gang var videoen til "Declare Your Independence" fra Björks studiealbum "Volta" fra 2007. Gondry havde faktisk bedt hende låne sit talent som skuespillerinde i hans usædvanlige kærlighedsfilm "The Science Of Sleep", hvilket hun takkede nej til, men mon ikke der kommer noget lige så udsædvanligt ud af dette nye projekt.

Hvad der mere præcist kan ventes, eller hvor og hvornår, foreligger der ingen information om, så indtil videre må gætværket fortsætte. Vi følger naturligvis op på udviklingen, når og såfremt der kommer flere afsløringer.

 


ANNONCE