Nyhed

Odense Assholes og Fler Farver turnerer igen

De maskerede provokatører tager endnu en gang på en længere danmarksturné

De ligger ikke på den lade side i Odense Assholes, der efter kun et halvt års fravær fra landevejene hopper tilbage på tourbussen, for at påbegynde en fem måneder lang danmarksturné. Lige som sidst tager de Fler Farver med i bagagerummet, hvilket er logisk nok, eftersom flere af O.A.'s medlemmer er med i hiphop-kollektivet. Denne turné går under navnet "Overtager Det her Lorte Land Tour 2010" eller "Vi Elsker Det Her Dejlige Land Tour 2010", afhængigt af hvilken af grupperne man spørger, og fører dem forbi de fleste større byer og en håndfuld festivaler. Det fulde turné-program kan ses nedenfor.

Det er ikke fordi, man har hørt meget nyt fra gruppen siden deres sidste turné i oktober, hvor de kort forinden havde udgivet debutalbummet "Ik' For Sjov". Der er nu ikke varslet en ny udgivelse fra deres side, så derfor må publikum højst sandsynligt lade sig nøje med at få genopfrisket bekendtskabet med charmerende punchlines som "Bøsser Bløder Lysserødt" og "Kælling Du Ka' Ik' Køre Bil". Det var nu ikke fordi, nævnte punchlines gjorde det store indtryk på GAFFAs anmelder Christian Grubert, der kun sendte en enkelt stjerne efter pladen. Han skrev blandt andet:

"De kan kalde det, hvad de vil, overdrevet for sjovt, parodi og så videre. Jeg håber bare ikke, at ordet ironi bliver blandet ind i det, for det er måske det eneste, der ville kunne have reddet en anelse af miseren. Ignorant rap, bagt udelukkende som en gimmick, balancerer altid hårfint mellem katastrofe og succes. Da OA ikke bringer andet til bordet end klicheér, forsøg på at være kontroversielle og usjove punchlines, så ender bundniveauet lynhurtigt langt under pinligt."


Er man af en anden mening, bliver der god mulighed for at få et glædeligt gensyn både med Odense Assholes og "bøsserne" fra Fler Farver (O.A.'s egne ord, naturligvis). Turnéen begynder allerede om en god uges tid, torsdag den 1. april, og rundes først af den 7. august.  Billetter kan købes via GAFFA Live.

Turné-program:

1. apr. Kolding - Pitstop*
2. apr. Esbjerg - Tobakken*
9. apr. Herlev - Klauzdal*
10. apr. Viborg - Paletten*
16. apr. København RUST*
22. apr. Roskilde - Gimle*
23 apr. Middelfart - Walker*
24. apr. Lyngby - Templet*
30. apr. Vordingborg - STARS*
1. maj. Nakskov - Huset*
7. maj. Bornholm - Musikhuzet*
13. maj. Randers - Tante Olga*
14. maj. Odense - Posten*
15. maj. Herning - Fermaten*
22. maj Fredericia - Ungdommenshus*
22. maj. Skjern - AMoK*
28. maj. Aabenraa - Nygadehuset*
29. maj. Svendborg - Harders*
4. juni. Skive Festival
19. juni. Køge Beach Party
19. juni. Næstved - Grønnegade*
3. juli. Nibe Festival
9. juli Anholt - Molevitten*
10. juli Anholt - Molevitten*
5. aug. Ringsted Festival
7 aug.  Skanderborg Festival

* med Fler Farver


ANNONCE