Nyhed

Kanye West har et ”Good Ass Job”

The College Dropout har nu titel og en håndfuld gæster klar til det femte album

Både Q-Tip, Rza og Pete Rock besøger Mr. West på albummet "A Good Ass Job".

Skandalisten Kanye West har siden miseren ved MTV Awards i september holdt sig inden døre, rent karrieremæssigt. Venner og bekendte har dog været i æteren og røbe detaljer om et kommende album, og nu offentliggør BET både titel og første bid af gæstelisten.

I oktober var det kammeraten Mr. Hudson, der var ude og mane fanskaren til besindelse.


"Kanye er på vej tilbage til rappen," udtalte Hudson dengang. "Måske laver han en rigtig old-school plade på en båndoptager, ligesom Beastie Boys plejede at gøre: En trommemaskine, en ghettoblaster og en mikrofon."

I november fulgte den tidligere DMC verdensmester A-Trak (han vandt som femtenårig) så op med en udtalelse i Daily Star.

"Kanye tager lige en pause fra spotlightet. Han fortæller hele tiden om nye ideer, han har fået til sange og modeting," sagde A-Trak, og prisede producerens opfindsomhed. "Det er virkelig 'Amazing' hvor mange ideer, han egentlig får."


Og nu får nogle af disse ideer altså lov at se dagens lys, og iblandt godterne finder man to af branchens andre beatmakersværvægtere. Wu-Tangs The Rza og soul survivoren Pete Rock er med på pladen, hvor man også finder A Tribe Called Quest-frontmanden Q-Tip. Albummet har endnu ingen dropdato, men navnet er fastlagt. "A Good Ass Job" bliver titlen på multikunstnerens femte studieindspillede plade.

Titlen kan forstås på flere måder, men den formentlige betydning må være rapperens holdning til arbejdet som verdensstjerne.

ANNONCE