Nyhed

Suede giver koncert i Skanderborg

Brett Andersons gendannede britpop-orkester spiller på Danmarks Smukkeste Festival

Det engelske britpop-band Suede, som havde sin storhedstid i 90'erne, blev gendannet for en stund til en støttekoncert for Teenage Cancer Trust. Koncerten fandt sted i onsdags den 24. marts, og Brett Anderson og co. (stadig uden Bernard Butler) blev så godt modtaget, at de samtidig har fået blod på tanden for at spille flere koncerter.

Til august kommer Suede til Skanderborg Festival, hvor de seneste optrådte i 2002, og det bliver ifølge en pressemeddelelse fra festivalen deres eneste koncert uden for England denne sommer.

Suede har altid haft et fremragende rygte her i Danmark, og det er formentligt derfor, at det gendannede band har placeret sin eksklusive koncert på dansk jord. Suedes albumsalg i Danmark er næsten på 500.000 eksemplarer. Bandet blev dannet i London i 1989 og deres tre første albums - "Suede" (1993), "Dog Man Star" (1994) og "Coming Up" (1996) - var med til at definere genren britpop, om end de i løbet af 90'erne kom til at stå i skyggen af deres kollegerne fra Blur og Oasis.


Bandet gik officielt i opløsning i 2003, og selvom Brett Anderson i løbet af 2004-2005 for en kort stund blev genforenet med et andet originale medlem, Bernard Butler, i duoen The Tears, så har Suede ligget stille indtil deres støttekoncert i sidste uge. Brett Anderson har i mellemtiden udgivet tre ikke-så-anmelderroste-soloalbums og har også besøgt Danmark.

Ifølge Suede.co.uk spiller de på Skanderborg Festival om lørdagen, den 7. august, men bandets website gik her til formiddag ned - sandsynligvis på grund af den overvældende interesse.

Deres Skanderborg-lineup består af: Brett Anderson (vokal), Richard Oakes (guitar), Matt Osman (bas), Simon Gilbert (trommer) og Neil Codling (keyboards) - samme lineup, som indspillede "Coming Up" og efterfølgeren "Head Music" fra 1999. Festivalen finder sted fra den 4. til den 8. august.

 


ANNONCE