Nyhed

MGMT til Danmark

Brooklyn-bandet MGMT kommer til Vega til december, men billetterne kan købes inden længe

Der er lang tid til december, men inden vi har set os om, begynder sneen igen at falde, og det bliver koldt igen. Som modgift mod den kommende vinterkulde er MGMT nu blevet sat på programmet i Vesterbros Vega.

MGMT har kun været i rampelyset siden efteråret 2007, hvor de udgav deres debutplade "Oracular Spectacular", der med hitsinglerne "Kids", "Time To Pretend" og "Electric Feel" ramte en nerve i tiden og havde en kant og en personlig charme, der gav dem en bred appel.

Debutpladen, der var produceret af Dave Fridmann, blev kåret til Årets Album af det engelske musikmagasin NME, og modtog i 2008 GAFFA-prisen som Årets Nye Udenlandske Album.

Albummet fik desuden fire stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, der skrev:

"Time To Pretend åbner også MGMT's debutalbum Oracular Spectacular og sætter dermed forventningerne højt. De opfyldes dog i pæn grad på et album, der fængende og finurligt blander skæv rock med pop-appeal og elektroniske elementer og både "rigtige" instrumenter og samples – ofte med danseskoene på, hist og her med frække temposkift og sine steder med et psykedelisk tvist, ikke mindst i de associationsrige tekster."

I denne måned udkommer den længe ventede efterfølger, som MGMT har døbt "Congratulations". På pladen hylder MGMT alt fra Lady Gaga til producer-geniet Brian Eno.

De to bagmænd bag MGMT, Andrew Vanwyngarden og Ben Goldwasser, mødtes i 2002 på Wesleyan University i Connecticut. To år efter udgav de deres første ep "We (Don't) Care", og et år senere blev det så til demoalbummet "Climbing to New Lows". Begge disse udgivelser var under navnet The Management, inden de blev til MGMT, og successen begyndte at tage til.

Duoen, der beskriver sig selv som "en mystisk fremtids-popduo", har tidligere spillet til en udsolgt Amager Bio og på Roskilde Festival.

MGMT spiller på Vega lørdag den 4. december, og billetterne kan købes fra fredag den 9. april kl. 10:00 via GAFFA Live.

ANNONCE