Nyhed

Zu kommer til Danmark igen

Den italienske avantgarde jazz/rock/punk trio Zu spiller på musikcaféerne i København og Århus

Sidste år spillede Roms infernale Zu på Roskilde Festivalens Pavilion, og nu vender trioen tilbage til Danmark for at give koncerter. Denne gang er det dog musikcaféerne i København og Århus, der i næste måned skal lægge scener til.

Der kunne godt være noget helt særligt i vente for dem, der får billetter til de to koncerter i hvert fald hvis koncerten på Roskilde med Zu er noget at gå efter. Det var nemlig – ifølge det lille musikmagasin Diskants anmelder – en helt fantastisk koncert. Diskants anmelder, Thomas Steen Jensen, gav koncerten en karakter på 10 ud af 10, og rundede sin anmeldelse af med ordene:

"En af denne festivals absolutte højdepunkter og en så frapperende in your face-oplevelse, at den kommer til at sidde i hukommelsen, længe efter festivalens sidste toner er fadet ud."

Zu har siden 90'erne gjort sig bemærket i grænselandet mellem rock, punk og fri jazz. Trioen, med den aparte besætning saxofon, trommer og el-bas, har fundet inspiration fra støjende bands som The Ex, Ruins og The Molecules, men også på jazzveteraner som Sun Ra, Albert Ayler og John Coltrane.

Med hundredvis af koncerter igennem de seneste år har Zu markeret sig som et intenst liveband, og har turneret med andre ligesindede navne som Lightning Bolt, Melt Banana, Noxagt, The Flying Luttenbachers, Otomo Yoshihide, Fantomas og Guapo.

For nylig har bandet lagt sidste hånd på albummet "Carboniferous", hvor også Mike Patton og King Buzzo fra The Melvins spiller med.
 
Zu spiller på Musikcafeen i København den 27. maj, og på Musikcafeen i Århus den 4. juni. Billetter til koncerten i København kan købes hos Billetlugen.

ANNONCE